Skørping Musikstation arrangerer rytmiske koncerter i KulturStationens regi med lokale, nationale og internationale navne – både amatører og professionelle.

Musikstationen har i 2026 modtaget støtte fra MENY Skørping og Rebild Kommune.

Kalender

14. november 2026: Kirill Yakovlev Trio – Jazz og Brunch
12. marts 2027: Niels Hausgaard
24. april 2027: Cæcilie Norby & Lars Danielsson

Kirill Yakovlev Trio (CZ/DK)
jazz og brunch
14. november 2026 kl. 10.00

Kirill Yakovlev Trio bevæger sig i grænselandet mellem fusion og ambient og forener naturligt
elementer fra rock, ambience og nordisk jazz. Deres musik er kendetegnet ved instrumentale
færdigheder på højt niveau, atmosfæriske kompositioner og nyskabende lydlandskaber, der
svinger mellem melankoli og eksplosiv energi.

Bandet består af guitaristen Kirill Yakovlev, kontrabassisten Jan Sedlák og trommeslageren Petr
Nohavica. Trioen blev dannet i 2022 og udgav allerede året efter deres debut-EP The Trio. Den
første single, The Pathos of the Unreachable Galaxy, blev ugens single på tjekkisk radio (Czech
Radio Jazz), mens den efterfølgende Glance havde premiere på Radio 1.
Kirill Yakovlev er en erfaren guitarist og komponist, kendt fra projekter som CIRILIC og B/Y
Organism. Han har optrådt på prestigefyldte festivaler som Bohemia JazzFest, JazzFest Brno og
Grünland Festival i Østrig. Kirill arbejder også med sit soloprojekt KIRI_YAK og komponerer
musik til teaterforestillinger (Storytelling CZ, Losers Cirque Company). Hans tredje album “B/Y
Organism – The New Beginning” blev udgivet af det prestigefyldte østrigske pladeselskab Alessa
Records.

Jan Sedlák – Årets Nordjyske Jazznavn 2025 – bidrager med sin dybe groove bandets univers.
Sedlák har optrådt med verdenskendte navne som Gilad Hekselman, Yogev Shetrit, Eyal Lovett
og Teis Semey, og har turneret overalt i Europa fra Malta til Finland.

Petr Nohavica, trommeslager og komponist, blev i 2023 nomineret til Czech Music Awards for
hans debutalbum Glance. Nohavica samarbejder med en lang række kunstnere og turnerer
regelmæssigt i hele Europa.

niels hausgaard – vågn op
12. marts 2027 kl. 19.30

“VÅGN OP!”
Den tyske psykolog Erich Fromm mente, at noget af det allermest ødelæggende for sjælen er at være sammen med kedelige mennesker.
Det kan være meget irriterende, det ved vi alle, men ligefrem ødelæggende for sjælen lyder voldsomt.
Jeg drager på turné fra 1. februar sammen med gode venner og kolleger. Turneen hedder Vågn Op. Det synes jeg er en dejlig hilsen ligesom sov godt. Vi glæder os.
Én spurgte, er du ikke ved at være for gammel til at turnere?
Jeg takkede ham og sagde, jo, men jeg gør det alligevel.
Det blir dejligt, at møde Jer der ude.
Jeg beder til Gud om, at ingen får ødelagt deres sjæl.

Cæcilie Norby & Lars Danielsson
– The dream team
24. april 2027 kl. 20.00


30 års musikalsk makkerskab. Et unikt samspil. Og et nyt album på vej.
I februar 2027 udgiver Cæcilie Norby og Lars Danielsson et nyt album på ACT Music – et af
Europas førende jazzlabels – og tager samtidig deres helt særlige duoformat med ud på de
europæiske jazzscener.
The Dream Team of Jazz er et prædikat, der har fulgt duoen i flere år. Gennem tre årtier har
Norby og svenske Lars Danielsson udviklet et samspil, hvor intuition, timing og gensidig tillid
næsten ophæver grænsen mellem to musikere.
De spiller på samme frekvens – rytmisk, tonalt, formmæssigt og smagsmæssigt – men udfordrer
samtidig hinanden konstant. Ingen af dem har lyst til at gentage sig selv eller blive for
komfortable. Det er som at være trapezkunstner med en partner, man ved altid griber én.
Selvom de kun er to på scenen, skaber de en lyd, der ofte opleves som langt større end
duoformatet. Cæcilie Norbys virtuose og karakterfulde vokal møder Lars Danielssons enestående
musikalitet – hans lyriske, dybt personlige spil på bas og cello og hans enorme klanglige
overskud.

Danielsson har gennem de senere år opnået nærmest legendarisk status på den internationale
scene som bassist, cellist, komponist og producer – en musiker, hvis personlige lyd og
musikalske integritet har gjort ham til en af Europas mest toneangivende skikkelser.
Sammen har Norby og Danielsson gennem 30 år skabt musik på tværs af genrer og generationer,
indspillet henved 12 albums og spillet hundredvis af koncerter verden over.

Cæcilie Norby behøver næsten ingen introduktion i Danmark. Hun slog igennem med Frontline
og One Two og blev i 1990’erne den første skandinaviske kunstner, der blev signet til det
legendariske Blue Note Records af labelchef Bruce Lundvall.

Det nye album fortsætter den musikalske rejse fra Just The Two Of Us fra 2015. Egne
kompositioner møder sange af blandt andre Bob Dylan, Michael Jackson, Maurice Ravel, Paul
McCartney, Joni Mitchell og David Bowie – alt sammen underkastet duoens helt egen
musikalske behandling.

Norby og Danielsson har en usædvanligt beslægtet musikalsk baggrund. Begge blev massivt
eksponeret for klassisk musik i barndommen, spillede pop og rock i deres yngre år og fandt
senere deres vej ind i jazzen. Og de ejede – uden at vide det – ovenikøbet den samme røde
scenelæderjakke. Bare på hver sin side af Øresund.
I dag flyder jazz, pop, folk, blues, klassisk musik og improvisation naturligt sammen i deres
fælles musikalske sprog.

At lytte. Reagere. Udfordre. Overraske. Og aldrig spille den samme koncert to gange.
Som Cæcilie Norby selv beskriver deres musikalske kemi:
“We listen, adapt, feel – we lean into each other, step back, exaggerate, understate – and listen
again.”

Pressen om Cæcilie Norby & Lars Danielsson
“A small, sparkling musical gem.”
— Deutschlandradio
“A virtuoso acoustic album.”
— Spiegel Online
“Intimate enigmagic and playful.”
— Jazzwise, UK ★★★★
“Melancholie, unbändige Lebenslust und tiefes inneres Einverständnis.”
— Jazzthetik, DE
“When music is this heartfelt and empathic, it will last forever.”
— Tor Hammerø, NO
“Actually as good as it gets!”
— Kulturdelen, SE ★★★★★
“Unbelievably beautiful and delicate – an ‘Instant Classic’.”
— Lira, SE
“Overvældet af den fokuserede intensitet, det nærvær, den ægthed, den nerve, der præger Just
The Two Of Us.”
— GAFFA, DK ★★★★★
“Helt exceptionelt velspillende!”
— GAFFA Live, DK ★★★★★★

Om musikstationen

Skørping Musikstation blev stiftet 8. september 1989 af to af Skørpings store kulturelle ildsjæle Mogens Yde og Ole Østergaard.
Musikstationen er drevet af frivillige med en bestyrelse samt aktive og passive medlemmer. Aktive medlemmer hjælper med opstilling, billetsalg, mad til musikerne og oprydning.
Musikerne nyder, at aftenen altid slutter af med varm suppe sammen med de frivillige, inden de kører hjemad.

Elsker du rytmiske koncerter, varm suppe og det unikke kulturliv i Skørping? Så er det nu, du skal melde dig ind i foreningen, så vi fortsat kan høre skønne koncerter i Skørping.